Firmaets historie starter tilbage i 1930'erne, hvor Harald Jensen ansættes på Lundbæk Herregård ved Nibe. Harald Jensen starter sideløbende med jobbet en anlægsvirksomhed, som arbejder med gårdhaver, beskæring, sprøjtning, frugttræer mv. Den nuværende anlægsgartnervirksomhed i Gug startes op i 1959, efter at herregården blev til landbrugsskole. Dengang var det mest anlæg og pleje i private haver, der stod på dagsordenen.

I 1964 kommer Harald Jensens ældste søn, Jørgen Møller Jensen ind i virksomheden, der efterhånden begynder at vokse sig større i takt med nybyggeriet. Samtidig begynder man at have et mindre plantesalg på adressen i Gug.

I begyndelsen af 70'erne kommer Harald Jensens anden søn, Per Magnus Jensen ind i virksomheden, og plantesalget går mere over til at blive planteskoledrift med detailsalg. Anlægsdelen udvides til at tage sig af mere omfattende pleje og vedligeholdelse af virksomheders grønne arealer. Dette betyder, at der ansættes flere medarbejdere.
I 1984 overtager sønnerne virksomheden, og der bliver bygget nye lokaler med kontorer, lager og toiletter. Jørgen og Per Jensen har nu ansvaret for anlægsgartnervirksomheden, Gug anlægsgartneri og Planteskole.
I 1997 udvidedes der igen, denne gang med en ny hal til anlægsgartneriets maskiner og redskaber.

I 1999 kommer så tredje generation ind i virksomheden. Det er Jørgens søn, Peter Møller Jensen, der er fagligt uddannet anlægsgartner, og som har været ansat i virksomheden i en årrække, der træder ind i anlægsgartnervirksomheden, som kompagnon. Således er det nu Jørgen og Peter, der har det daglige ansvar for anlægsgartneriet og Per for planteskolen. I 2005 går Jørgen Jensen ud af virksomheden, hvorefter sønnen Peter overtager ansvaret for anlægsafdelingen
Ligeledes i 1999 udvider planteskolen med ny ekspeditionshal/drivhus på 1.000 kvm, samt stor udendørs udvidelse af ekspeditionen. Dette medfører, at al daglig vanding nu sker med aut. undervanding, at salgsborde får en kundevenlig højde, samt at den daglige ekspedition nu foregår under overskuelige, tidsvarende og utroligt hyggelige rammer.
Denne udvidelse øger den daglige kundetilstrømning så meget de følgende år, at vi i begyndelsen af februar 2007 påbegynder endnu en udvidelse på godt 1.000 kvm, som stod færdig i december 2007.


Åbningsfesten foregik d. 8.-9. marts 2008, hvor Anne Just klippede den røde snor for indvielse af nyt indgangsparti, ekspeditionslokale med kæmpe brændeovn i café-området, lager og varemodtagelse samt kontor. Denne udvidelse indgår naturligt i forlængelse af den eksisterende ekspedition. Endvidere udvidelse af parkeringsarealet, således at vi også fremover kan klare spidsbelastninger parkeringsmæssigt.

Vi føler nu, at vi er godt rustede til årene fremover, således at vi forbliver en attraktiv planteskole at handle i.
Vort motto er: 'Vi er et besøg værd', så det skulle De også prøve!

|